Skoleåret nærmer sig sin afslutning, og for mange unge på landets ungdomsuddannelser betyder det flyttetid. Og noget kunne tyde på, at det kan være en god ide at rykke teltpælene op og flytte bort fra sin hjemkommune.
En ny undersøgelse, vi har lavet i samarbejde med lektor Rolf Lyneborg Lund fra Aalborg Universitet viser nemlig, at der er stor forskel på, hvordan det går dem, der vælger at blive boende i deres hjemkommune, og dem, der flytter væk.
– Det er, som om flytningen bliver et skæringspunkt i livsbanen. Dem, der flytter, klarer sig gennemgående bedre, forklarer lektor Rolf Lyneborg Lund fra Aalborg Universitet.
Undersøgelsen omfatter 648.346 børn født fra 1980 til og med 1990, og alle fik de deres livssituation undersøgt som 30-årige. Det er et tidspunkt, hvor de fleste danskere har etableret sig på arbejdsmarkedet og bosat sig mere permanent.
Markant forskel
På landsplan viste undersøgelsen, at de 1980’er-børn, der var blevet boende i deres hjemkommune, var langt mere socialt udsatte end dem, der flyttede væk. Socialt udsatte omfatter her personer, hvis hovedindtægtskilde er offentlige ydelser relateret til ledighed, sygdom, førtidspension eller kontanthjælp.
På landsplan var 19,2 procent af de 1980’er-børn, der blev boende, socialt udsatte som 30-årige, mens tallet for dem, der flyttede væk, kun var 14,9 procent.
– Det er ganske markant. Der er tale om en forskel på mere end fire procentpoint i graden af social udsathed, siger Rolf Lyneborg Lund fra Aalborg Universitet.
Resultatet peger ifølge Rolf Lyneborg Lund på, at evnerne til – eller mulighederne for – at flytte væk er tæt forbundet med bedre livsbaner, både socialt og økonomisk.
– Forskellene kan både skyldes, at de ressourcestærke har lettere ved at flytte, men også at flytning i sig selv skaber nye muligheder, for eksempel adgang til uddannelse, job eller netværk, forklarer Rolf Lyneborg Lund.
Vanskelig social arv
Lektor Pia Heike Johansen fra Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet er enig i, at undersøgelsen viser en markant forskel mellem de danskere, der bliver boende i deres hjemkommuner, og dem, der flyttede.
– Mit bedste bud er, at der er en højere andel af de 1980’er-børn, der blev boende, som er vokset op i socialt udsatte familier eller i relativ fattigdom, og at de haft vanskeligere ved at bryde den sociale arv, siger Pia Heike Johansen.
Undersøgelsen ser også på 1980’er-børnenes uddannelsesniveau og deres bruttoindkomst. Og forskellene mellem grupperne – dem, der flytter, og dem, der bliver boende – er lige så tydelige her.
På landsplan har de 1980’er-børn, der flyttede væk fra deres hjemkommune, gennemsnitligt 181,1 måneders uddannelse inklusive folkeskolen, hvilket svarer til 15,1 år. Til sammenligning har gruppen, der blev boende, blot 167,9 måneders uddannelse i gennemsnit – hvilket er 1,1 år mindre.
Bruttoindkomsten er også lavere hos dem, der bliver boende. De tjente på landsplan som 30-årige i gennemsnit 412.153 kroner, mens gruppen af 1980’er-børn, der flyttede væk, tjente 445.096 kroner om året.
Store lokale forskelle
Selv om tendensen er tydelig – man klarer sig bedre, hvis man flytter – så dækker tallene over store lokale forskelle fra kommune til kommune.
For eksempel er situationen speciel i Lolland Kommune, hvor de 1980’er-børn, der blev boende, klarede sig bedre (24,6 procent socialt udsatte) end dem, der flyttede væk (35,4 procent socialt udsatte).
Overordnet set viser undersøgelsen af 1980’er-børnene, at størstedelen af dem var temmelig mobile.
Næsten to tredjedele af de 648.346 børn, der blev født i undersøgelsesperioden, valgte at flytte væk og boede som 30-årige ikke i den hjemkommune, hvor de havde tilbragt hovedparten af deres skoletid.
– Det viser, hvor central mobilitet er i danskernes livsbaner. Det giver også grund til at tænke over, hvordan vi som samfund understøtter både dem, der flytter, og dem, der bliver, for det er tydeligt, at deres vilkår og chancer for at klare sig ikke er ens, siger Rolf Lyneborg Lund.
Du finder hele undersøgelsen her.
