Gravercentret - Logo

Danmarks center for undersøgende journalistik

Forside 5 Nyheder 5 Gravercentret sætter det lokale erhvervsliv under lup

Nyhed

Gravercentret sætter det lokale erhvervsliv under lup

Grafik: Signe Heiredal.

Nyt værktøj udviklet i samarbejde med Teknologisk Institut giver journalister indsigt i, hvor godt de lokale virksomheder klarer sig.

Af Kaare Gotfredsen,
10. juni 2026

Vi har udviklet Virksomhedsnøglen i samarbejde med Teknologisk Institut med det formål at give journalister et stærkere datagrundlag, når de dækker lokale virksomheder og erhvervsudviklingen i landets kommuner.

Virksomhedsnøglen indeholder Teknologisk Instituts vurderinger af, hvordan mere end 300.000 aktive danske virksomheder klarer sig i forhold til lignende virksomheder i samme branche.

Hver virksomhed er blevet målt ud fra ti økonomiske nøgletal, der tilsammen viser retningen for selskabets økonomiske udvikling både på kort og lang sigt.

Vurderingen viser, hvordan virksomheden klarer sig i forhold til tilsvarende virksomheder, men ikke om den klarer sig godt isoleret set.

Virksomhederne har enten fået en grøn pil for en positiv udvikling, en sort pil for en jævn udvikling eller en rød pil for en negativ udvikling. En vurdering, der kan hjælpe journalister med at identificere virksomheder, der skiller sig ud — både positivt og negativt.

Vurdering af helt område

På siden er det også muligt at få et overblik over, hvordan alle virksomheder i en bestemt kommune som gruppe klarer sig i forhold til virksomhederne i resten af landet – og hvor stor tilvæksten af nye virksomheder og arbejdspladser er.

Teknologisk Institut giver på den måde en vurdering af det generelle erhvervsklima og vækstvilkårene for virksomhederne i alle landets 98 kommuner.

Man kan desuden dykke ned i, hvor mange virksomheder og ansatte, der er i kommunen – men også hvilke brancher og virksomheder, der er de største inden for kommunegrænserne målt på forskellige nøgletal.

Det er for eksempel muligt at finde ud af, hvilke virksomheder, der tjener flest penge eller hvem, der betaler mest i skat.

Jobannoncer

Sitet indeholder oplysninger om alle de mere end 800.000 aktive selskaber, der er i Danmark. Det er dog kun de 300.000 af virksomhederne, der har regnskabsoplysninger nok til, at de er blevet vurderet af Teknologisk Institut.

Alle grundoplysninger stammer fra CVR-registret og opdateres en gang i døgnet.

Der indhentes derudover også oplysninger fra selskabernes hjemmesider og fra Jobindex. På sitet kan man derfor få beskrivelser af 60.000 større selskaber, om deres produkter og kunder – og man kan se jobannoncer fra Jobindex fra omkring 10.000 selskaber.

Disse tal vil vokse fremadrettet efterhånden som flere virksomheder bliver beskrevet og flere jobannoncer bliver indhentet.

Reelle ejere

For hver virksomhed vil der blive vist en række vigtige nøgletal, men det vil også være muligt at undersøge al deres data fra de seneste årsrapporter.

Virksomhedsnøglen indeholder oplysninger om både ejere og reelle ejere og det vil være muligt at grave sig ned i ejeroplysningerne, hvis et selskab er ejet af et andet selskab.

Når man har søgt på en virksomhed, vil man udover grundoplysninger som adresse og CVR-nummer også få en liste og et kort over alle dens filialer i hele landet og man vil få oplyst, hvem der er selskabets nøglepersoner fra revisor til bestyrelse.

Røde flag

Hvis man er mere interesseret i at undersøge et udvalgt område, så kan man vælge at se de nyeste årsrapporter for alle virksomheder i en bestemt kommune, i et postnummer eller i en branche. Det vil gøre det nemmere at følge med i erhvervslivet indenfor et område.

Endelig har Virksomhedsnøglen en funktion, hvor der bliver rejst et rødt flag, hvis der inden for de seneste seks måneder har været mange udskiftninger af nøglepersoner i en virksomhed.

Baggrund for Virksomhedsnøglen

Samarbejdet mellem Gravercentret og Teknologisk Institut om Virksomhedsnøglen er kommet i stand efter en henvendelse fra Teknologisk Institut, som ønsker at stille instituttets data- og analysekompetencer til rådighed for journalistikken.

Ambitionen er at gøre det lettere for journalister at bruge erhvervsdata i den lokale og undersøgende dækning — og dermed bidrage til mere viden, transparens og kvalificeret debat om dansk erhvervsliv.

Journalister fra medier, der har skrevet under på en dataaftale med Gravercentret kan få login til Virksomhedsnøglen, og du finder sitet her.

 

Læs også