Gravercentret - Logo

Danmarks center for undersøgende journalistik

Forside 5 Råd og viden 5 Rune Ytreberg: AI er en revolution for journalistikken

Video: Datajournalistik, Systematik, Research, Metoder, AI

Rune Ytreberg: AI er en revolution for journalistikken

En AI-begejstret redaktør fortæller i den 41,03 minutter lange video, hvordan redaktionen anvender AI. Video: Kenneth Lund.

29. februar 2024

Dataredaktøren fra lokalmediet iTromsø viser konkrete eksempler på, hvad redaktionen bruger AI til.

AI er en revolution. Før måtte du have en doktorgrad og være i stand til at programmere for at bruge machine learning, men hvis du kan skrive en sætning i dag, så har du adgang til at bruge sprogmodellerne, forklarer Rune Ytreberg, der er redaktør hos det norske lokalemedie iTromsø.

Han fortæller i oplægget bl.a. om Djinn, som Polaris-koncernen har udviklet. Djinn gennemgår alle postlisterne, skriver et kort resumé og giver dem en rating i forhold til, hvor nyhedsværdig dokumentet er. ”Før tabte vi til konkurrenten om de nyheder til et større medie i byen, men nu vinder vi. Her skilles det vigtige fra det ligegyldige, her finder AI nålen i høstakken for os,” siger Rune Ytreberg.

Djinn har været dyrt at udvikle, men DocumentCloud kan journalister fra nyhedsmedier gratis få adgang til. Rune Ytreberg kalder det ”fattigmands-Djinn”.

Han nævner PinPoint, et gratis værktøj fra Google. PinPoint kan trække navne, selskaber og steder ud, der nævnes i dokumenter, og dermed kan bruges som en slags grovsortering af en større mængde dokumenter.

Dataiku anbefaler han som hverdags-AI, der kan bruges af journalister, der ikke kan kode. Dataiku kan f.eks. bruges til at sammenkoble store datasæt.

Han fortæller i oplægget om konkrete projekter, som iTromsø har udgivet. I serien Byen Vår bruges kunstig intelligens til bl.a. at forudsige ændringer i boligpriser i fremtiden, og hvor mange børn der vil leve i fattigdom i fremtiden.

Mediet har også brugt AI til at køre 5 millioner fiskefangster ind i AI-modellen for at kunne identificere eksempler på fiskeri, der ikke er bæredygtigt. iTromsø brugte AI til at finde mønstre og afvigelser og opdagede handel med sorte fisk i stor stil.

Pointer fra Rune Ytreberg:

  • Journalister har ikke meget tid. De er glemsomme, er omtrentlige. AI kan her være en hjælp.
  • Særligt lokaljournalister kan bruge AI.
  • Vi skal blive specialister igen for at kunne vide, hvordan AI skal bruges. F.eks. som journalist vide alt om fiskeriet af torsk, hvis det skal undersøges, eller vide alt om ældreområdet i Aarhus, hvis det skal undersøges.
  • Det er vigtigt at journalisterne er udviklende, vi kan ikke overlade det til programmører eller andre, det er vigtigt, at journalisterne udvikler, når slutbrugerne selv er journalister.
  • Opfordrer til at samarbejde med alle, der har lyst. Send ham en mail.

Oplægget foregik 26-2-2024 foran et fuldt auditorium på Danmarks Medie og Journalisthøjskole i Aarhus i et miniseminar arrangeret af Gravercentret, Danmarks Center for Undersøgende Journalistik i samarbejde med DMJX.

Peder Hammerskov og Aida Kokanovic holdt også oplæg om AI og graverjournalistik ved samme lejlighed.

Få flere råd og mere viden her. 

Se også