En undersøgelse, som vi har lavet i samarbejde med lektor Rolf Lyneborg Lund fra Aalborg Universitet viser, at der er stor forskel på, hvordan det går dem, der vælger at blive boende i deres hjemkommune, og dem, der flytter væk.
– Det er, som om flytningen bliver et skæringspunkt i livsbanen. Dem, der flytter, klarer sig gennemgående bedre, forklarer lektor Rolf Lyneborg Lund fra Aalborg Universitet.
Undersøgelsen omfatter 648.346 børn født fra 1980 til og med 1990, og alle fik de deres livssituation undersøgt som 30-årige. Det er et tidspunkt, hvor de fleste danskere har etableret sig på arbejdsmarkedet og bosat sig mere permanent.
Markant forskel
På landsplan viste undersøgelsen, at de 1980’er-børn, der var blevet boende i deres hjemkommune, var langt mere socialt udsatte end dem, der flyttede væk. Socialt udsatte omfatter her personer, hvis hovedindtægtskilde er offentlige ydelser relateret til ledighed, sygdom, førtidspension eller kontanthjælp.
På landsplan var 19,2 procent af de 1980’er-børn, der blev boende, socialt udsatte som 30-årige, mens tallet for dem, der flyttede væk, kun var 14,9 procent.
Undersøgelsen ser også på 1980’er-børnenes uddannelsesniveau og deres bruttoindkomst. Og forskellene mellem grupperne – dem, der flytter, og dem, der bliver boende – er lige så tydelige her.
På landsplan har de 1980’er-børn, der flyttede væk fra deres hjemkommune, gennemsnitligt 181,1 måneders uddannelse inklusive folkeskolen, hvilket svarer til 15,1 år. Til sammenligning har gruppen, der blev boende, blot 167,9 måneders uddannelse i gennemsnit – hvilket er 1,1 år mindre.
Bruttoindkomsten er også lavere hos dem, der bliver boende. De tjente på landsplan som 30-årige i gennemsnit 412.153 kroner, mens gruppen af 1980’er-børn, der flyttede væk, tjente 445.096 kroner om året.
