Forside 5 Nyheder 5 Thisted-journalist undersøgte klager over boligforening med støtte fra Gravercentret

Nyhed

Thisted-journalist undersøgte klager over boligforening med støtte fra Gravercentret

Maria Vangsgaard og Mathias Skinnerup, med sønnerne Frode og Sigurd, sammen med deres tidligere nabo Linnea Fonfara foran det rækkehusbyggeri, som de og en tredje case hurtigt flyttede ud af pga. skimmelsvamp. Foto: Bo Lehm/Nordjyske.

Utilfredse lejere i boligforening endte med et større gravearbejde for Nordjyske-journalist.

Af Karina Oddershede Dahlgaard,
20. juni 2024

Et par med en lille dreng, og en lillebror på vej, flyttede ind i en helt ny rækkehusbebyggelse i Klitmøller, men opdagede hurtigt, at deres lejlighed var angrebet af skimmelsvamp. Boligforeningen nægtede at genhuse dem, mens renoveringen stod på. På linje med flere andre lejere, hvis boliger også var ramt af skimmelsvamp, valgte parret at flytte ud igen efter få måneder. Alligevel måtte de selv betale for at få malet lofter og vægge.

Selvom Thisted Bolig overholdt reglerne, forstår eksperter lejernes frustration og mener, at det havde været mere rimeligt at sende regningen videre til entreprenøren bag boligbyggeriet.

Det er en af de sager, som Nordjyske-journalist Morten Kyndby Holm beskriver i sin artikelserie om boligforeningen Thisted Bolig.

Oplysende serie

Andre eksempler handler om uenighed om kvaliteten af rengøring og malerarbejde, misforståelser pga. sprogbarriere og en regning for malerarbejde, der ikke blev lavet.
Nordjyske har været i kontakt med en række utilfredse lejere. Thisted Bolig har overholdt reglerne, men boligforeningen har tilbudt at eftergive en regning, mens man i et andet tilfælde undskylder for forløbet af en synsforretning, der kørte af sporet.

Artikelserien fungerer som en oplysende serie, der giver indblik i almene lejeres rettigheder og pligter, og Morten Kyndby Holm har bl.a. skrevet en guide til lejere i almene boliger, som kan spare dem for bøvl og penge.

Under sin research opdagede Morten Kyndby Holm, at nogle få beboere havde sendt et stort antal klager og beskyldninger mod boligforeningen til kommunen. Han kunne dermed belyse for læserne, at det kommunale tilsyn tog sagen op, men ikke fandt grundlag for beboernes beskyldninger om nepotisme, flytteregninger, ikke fungerende beboerdemokrati, dårlig vedligeholdelse og en uigennemskuelig økonomi.

I artikelserien uddyber direktøren for Danske Lejere desuden, at han mener den pågældende boligforening har en usund kultur, og at en injuriesag og overvejelse om politianmeldelse er symptom på det.

Sparring og rådgivning

Linje for linje blev artiklerne gennemgået på slutværkstedet. Foto: Karina O. Dahlgaard

Gravercentret har gennem hele forløbet sparret med journalist Morten Kyndby Holm og redaktionschef Mette Rask Bentzen, og har ud over løbende kontakt mødtes til heldagsværksteder i Thisted og Aalborg.

– I arbejdet med serien om Thisted Bolig har samarbejdet med Gravercentret gjort en stor forskel. Især har det været gavnligt at have fået sparring til dokumentationsgrad og metode til efterprøvning af påstande, siger redaktionschef Mette Rask Bentzen.

Også journalist Morten Kyndby Holm har været tilfreds med forløbet med Gravercentret. Han siger:

– Opbakningen, opmuntringerne og de gode idéer fra Gravercentrets redaktør har været af uvurderlig betydning.

Næsten en million danskere bor i en almen bolig, og derfor kan journalistik om den almene boligsektor have en bred appel. Til inspiration udgiver Gravercentret i samarbejde med Nordjyske om noget tid en metoderapport med erfaringer og tips fra dette projekt, og allerede nu kan du læse metoderapporten om de almene Bellahøjhuse, som Sjællandske Nyheder har skrevet om.

Tilmeld dig Gravercentrets nyhedsbrev og modtag tips, inspiration og viden en gang månedligt. 

Læs også

Tilmeld dig Gravercentrets nyhedsbrev

Tilmeld dig Gravercentrets nyhedsbrev

Læs om vores arbejde og modtag inspiration. 

Vi udsender nyhedsbrevet højest en gang om måneden. Du kan til enhver tid afmelde nyhedsbrevet igen.

Du skal bekræfte, at du ønsker at modtage nyhedsbrevet via det link, vi sender på mail lige om lidt. Ellers kommer du ikke på vores mailliste.