Gravercentret - Logo

Danmarks center for undersøgende journalistik

Forside 5 Nyheder 5 Sjællandskes graver-spydspidser

Nyhed

Sjællandskes graver-spydspidser

Spydspidserne fra venstre: Rane von Bentzon, Nina Lise, Marianne Nielsen, Christina Quist, Jesper Bjørn Larsen, Mikkel Thode Brøgger, Lars Schmidt, Janne Mulvad, Per Skovkjær Sand, Johanne Wainø, Nikolaj Baldur, Søren Øhlers, Henrik Gregersen og Kristian Jørgensen. Foto: Palle Demant.

Læserne sætter pris på graverjournalistik. Derfor vil Sjællandske Medier have mere af den.

Af Bruno Ingemann ,
24. september 2026

Sjællandske Medier har udpeget 14 journalister og redaktører, som skal være mediets spydspidser i arbejdet med at udvikle og udbrede lokal graverjournalistik til det regionale mediers fire lokale medier og deres lokalredaktioner.

Onsdag den 23. september sendte indholdschef Anne Wittorff spydspidserne afsted med en tale, hvor hun fremhævede den lokale graverjournalistik som vigtigt for Sjællandske Medier både ud fra et publicistisk synspunkt og ud fra et kommercielt synspunkt: – Læserne forventer det af os, og de vil gerne betale for det, sagde hun blandt andet.

Gravercentret hjælper med at gennemføre et forløb, hvor de 14 udvalgte spydspidser arbejder med i alt seks undersøgende historier. Gennem arbejdet med de konkrete historier lærer deltagerne metoder, som sætter dem i stand til fremover at lave mere lokal graverjournalistik og at hjælpe deres kolleger med lignende projekter.

De 14 spydspidser er udvalgt i en intern proces på Sjællandske Medier, hvor journalister og redaktører har søgt om at komme med. Det er chefredaktørerne, der har udvalget deltagerne, og Gravercentret har hjulpet med at gøre deres projekter klar til forløbet, der strækker sig over knap tre måneder. Spydspidserne arbejder ikke hver dag med deres undersøgende projekter, men løser en lang række af de daglige journalistiske opgaver ved siden af.

Gravercentret har skræddersyet spydspidsforløbene til lokale medier og har tidligere gennemført lignende forløb for JydskeVestkysten, Aarhus Stiftstidende, Ringkøbing-Skjern Dagblad og Randers Amtsavis.

 

Læs også