Byrådspolitikernes ekstra lønnede hverv – eller ”gode ben”, som de også kaldes – er de poster, politikerne passer ud over arbejdet i byrådet, og som hvert år samlet set indbringer dem store summer.Gravercentret har indsamlet oplysninger om alle de ekstra lønnede hverv i 2024, som 807 ud af landets i alt 2.436 byrådspolitikere varetager for deres kommune.
I 2024 var det Martin Damm (V), borgmester i Kalundborg Kommune, der modtog det største samlede beløb, nemlig i alt 859.524 kroner for tre hverv, efterfulgt af Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S), der modtog 679.172 kroner for seks hverv. På tredjepladsen står Steen Christiansen (S), borgmester i Albertslund Kommune, med et beløb på 538.017 kroner, ligeledes for seks hverv.
Hverv er typisk bestyrelsesposter, fx i forsyningsvirksomheder, organisationer, trafikselskaber og i KL. Det er typisk kommunalbestyrelsen, der udpeger eller foreslår politikerne til posterne. Disse lønnede hverv kan foruden biindtægten give øget indflydelse og spille en rolle som forhandlingsbrik under konstitueringen efter et kommunalvalg.
Mændene løber med de lukrative hverv
Ved kommunalvalget i 2021 blev der valgt 35,9 procent kvinder og 64,1 procent mænd. Heraf var 77 borgmestre mænd og kun 21 kvinder.
Men endnu skævere er kønsfordelingen i de lønnede hverv. Ud af de i alt 1.263 hverv gik 23,1 procent (292 stk.) til kvinder og 76,9 procent (971 stk.) til mænd.
Kvinderne varetager altså under en fjerdedel af de lønnede hverv, hvilket dog er en mikroskopisk fremgang sammenlignet med 2023, hvor kvinderne havde 21,6 procent af hvervene.
Ulige fordeling af millioner
Den skæve fordeling af hverv er også tydelig i hvervenes samlede værdi, som i alt er på 58,9 mio. kroner. Kvinderne har hverv for 12,4 mio. (21,1 procent) og mændene 46,5 mio. kroner (78,9 procent).
Ser man udelukkende på borgmestre, hvor 21,4 procent er kvinder, går kun 13,9 procent af den samlede betaling for alle hverv til kvinder, hvorimod hele 86,1 procent går til mænd.
I 16 kommuner er situationen endda sådan, at ikke ét eneste hverv bestrides af kvinder.
På Gravercentrets datasite ”Kommunalpolitikernes hverv og vederlag” kan man se, hvem der varetager hvilke hverv, og hvor meget de blev betalt for dem i det forgangne år. Desuden kan man sammenligne kommuner og lave sit eget kort over partier, kommuner, lønnede hverv og kønsfordeling, det kan tilgås lige her.