Forside 5 Nyheder 5 Ny artikelserie: Børn i fedmebehandling udviklede anoreksi

Nyhed

Ny artikelserie: Børn i fedmebehandling udviklede anoreksi

Ledende overlæge Jens-Christian Holm og ansvarlig for Holbæk-modellen er uenig med kritikerne i, at det kan være skadeligt at veje børn. Arkivfoto: Mie Neel/Sjællandske Nyheder

Gravercentret har rådgivet Sjællandske Nyheder, som har afdækket, at nogle børn i berømt fedmebehandling har udviklet anoreksi.

Af Karina Oddershede Dahlgaard,
20. august 2024

Kritik: Berømt behandling af børn i Holbæk kan føre til spiseforstyrrelse”. Sådan lyder overskriften på den første af en række artikler, som Sjællandske Nyheder har udgivet og har undervejs.

I serien “Vægttab med konsekvenser” kritiserer forældre og eksperter vægtfokus på børn generelt og specifikt en overvægtsbehandling af børn og unge, som er udviklet på Holbæk Sygehus. Den ansvarlige overlæge afviser kritikken.

Den såkaldte Holbæk-model er blevet kendt gennem bl.a. DR-dokumentarerne ”Generation XL” og gennem indslag hos BBC World.

Forældre og anoreksibehandlere stiller sig frem og forklarer, hvordan fedmebehandlingens fokus på vægt og mad har fået nogle børn til at udvikle anoreksi.

Ledende overlæge Jens-Christian Holm, leder af Enheden for børn og unge med overvægt i Holbæk, fastholder, at der ikke er evidens, der peger på, at der er en sammenhæng mellem overvægtsbehandling og anoreksi. Han har kun hørt om 7-10 børn ud af ca. 4.500 patienter de seneste 15 år, der har udviklet anoreksi, og det tal er lavere end i baggrundsbefolkningen.

Udbredt i hele landet

18-årige Ida Brøndum Leed fortæller også sin historie i serien. Holbæk-modellen er bredt ud til andre sygehuse og kommuner, og Ida startede som 10-årig i behandling for overvægt i en nordjysk udgave af Holbæk-modellen, som, ifølge Ida og hendes forældre, fik hende til at udvikle anoreksi.

Ida og hendes mor, Carina Brøndum Leed, har valgt at stå frem med deres historie om overvægtsbehandlingens konsekvenser.

– Det gør vi i håbet om, at forskere vil undersøge metoden til behandling af overvægtige børn mere, inden man fx anvender den i sundhedsplejens arbejde med børn og vægt, som man gør i nogle kommuner. Vi håber, at nogen vil lytte, og at man i fremtidige behandlinger vil fokusere på trivsel frem for vægttab. Hvis vores fortælling her kan forhindre bare et barn og en familie i at skulle igennem det helvede, som vi har været i, så vil det være fantastisk, siger Carina Brøndum Leed til Sjællandske Nyheder.

Holbæk Sygehus har ikke ansvar for behandlingen andre steder, og hospitalet i Hjørring har svaret Sjællandske Nyheder, at man lever op til sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

Rådgivning af redaktion

Gravercentret har rådgivet Holbæk-journalist Pernille Rohde, områderedaktør Allan Rasmussen og nyhedsredaktør Henrik Madsen løbende siden projektets begyndelse, bl.a. på heldagsværksteder.

“Min erfaring er, at Gravercentret yder professionel sparring og hjælper med at samle og skabe struktur i komplicerede sager. Deres store erfaring med at arbejde med langvarige graverprojekter løfter det færdige resultat betydeligt,” siger Pernille Rohde, journalist på Nordvestnyt-redaktionen, Sjællandske Nyheder.

Gravercentrets værkstedsmodel går blandt andet ud på, at man taler sagen grundigt igennem flere gange, opstiller hypoteser, holder styr på sin research vha. et mappesystem og gennemgår slutproduktet linje for linje i fællesskab. Redaktionen træffer selv alle beslutninger og står på mål for dem.

“Det har været meget krævende, men også meget afgørende for projektets kvalitet at have Gravercentret med i processen,” siger Allan Rasmussen, områderedaktør i Nordvestsjælland.

Gravercentret har bistået med rådgivning i forhold til de otte første artikler. Sjællandske Nyheder arbejder videre med opfølgningshistorier i sagen på egen hånd.

Læs Sjællandske Nyheders artikler:

Kritik: Berømt behandling af børn kan føre til spiseforstyrrelse

Lotte og Jespers søn fik anoreksi, da han blev behandlet for overvægt

Overlæge afviser kritik: – Risikoen for anoreksi er minimal i overvægtsbehandling

Psykologer advarer: – Slankekur kan få en djævel til at vokse indeni

Behandling for overvægt førte 15-årige Ida ind i anoreksiens verden

Overlæge anslår at 10 procent af anoreksipatienter har været i vægttabsbehandling – Jens-Christian Holm: Der mangler evidens

Julemærkehjemmene har droppet vægtfokus: – Vi er blevet klogere

Forening anbefaler sundhedsplejersker at tie om børns vægt 

 

Tilmeld dig Gravercentrets nyhedsbrev og modtag tips, inspiration og viden en gang månedligt

Læs også

Tilmeld dig Gravercentrets nyhedsbrev

Tilmeld dig Gravercentrets nyhedsbrev

Læs om vores arbejde og modtag inspiration. 

Vi udsender nyhedsbrevet højest en gang om måneden. Du kan til enhver tid afmelde nyhedsbrevet igen.

Du skal bekræfte, at du ønsker at modtage nyhedsbrevet via det link, vi sender på mail lige om lidt. Ellers kommer du ikke på vores mailliste.