I artikelserien ”Døgndiamantens dunkle hemmeligheder” har Sjællandske Nyheder med hjælp fra Gravercentret afsløret en række uacceptable forhold på bostedet Døgndiamanten gennem de seneste år.
Nogle kommuner har stoppet samarbejdet med det kommunale bosted i Holme-Olstrup permanent pga. forhold, de har fundet uacceptable.
Gravercentret har hjulpet Sjællandske Nyheder med at belyse sagen, og resultatet har sat fokus på både behandlingen af de anbragte børn og unge samt personalets arbejdsmiljø.
Seksuelle overgreb
Flere anbragte unge fra Lejre Kommune, som har afbrudt samarbejdet med Døgndiamanten, påstår, at de har været udsat for vold og seksuelle overgreb begået af en ansat og en beboer. Overgrebene er anmeldt til politiet.
I artiklerne beskrives bl.a. farlige magtanvendelser, gentagne ydmygelser, ulovlige indespærringer, og børn der får det værre af at være anbragt på stedet.
Selvmordstruede unge
I artikelserien beskrives også, hvordan flere beboere fra Døgndiamanten har udtrykt livslede. Én fortalte politiet: ”Jeg skal bare dø”, og ”jeg kan ikke mere”.
Flere unge havde lagt sig på togskinnerne – det var ifølge en pædagog nærmest blevet en ”trend”. En pige, der var alvorligt selvmordstruet, lagde sig fire gange inden for 14 dage på skinnerne. I det sidste tilfælde nåede personalet ikke at få hende væk – men lokoføreren nåede at standse i tide.
De beskrevne forhold på Døgndiamanten kritiseres af Caroline Adolphsen, ekspert i anbringelser og professor i velfærdsret ved Aarhus Universitetet.
Mange bekymrede sig
Sjællandske Nyheder har i artikelserien “Døgndiamantens dunkle hemmeligheder” indtil videre afsløret, at forældre, ansatte, Socialpædagogerne, politiet og kommuner så sent som i 2023 og i starten af 2024 har udvist bekymring over forholdene på Døgndiamanten og henvendt sig til socialtilsynet og Næsted Kommune.
I slutningen af 2023 blev den daværende forstander sendt hjem og pr. 1 februar 2024 fyret.
Det har trods gentagne forsøg ikke været muligt for Sjællandske Nyheder at få ham i tale.
Næstved Kommune vil ikke svare på, hvad fyringen skyldes. Men Daniel Gottrup, centerchef for Center for Børn og Unge i Næstved Kommune, svarer til mediet, at alle bekymringerne er undersøgt og håndteret – bl.a. ved at hente en erfaren leder ind, som koncentrerer sig om den faglige kvalitet og arbejdsmiljøet.
I april 2024 gav Arbejdstilsynet Døgndiamanten et påbud på at sikre mere trygge rammer for de ansatte.
Støtte fra Gravercentret
Graverredaktører Rikke Dyrberg og Karina Oddershede Dahlgaard fra Gravercentret har støttet Sjællandske Nyheder i afdækningen, især i opstarts- og midtfasen. Det er sket gennem heldagsværksteder i Ringsted og ved at være tilgængelig løbende med gode råd på telefonen og mail til både freelancejournalist Thomas Troensegaard, områderedaktør Robert Andersen og nyhedsredaktør Henrik Madsen.
– Gravercenterets erfaring med planlægning og struktur har formået at gøre et stort projekt, med et rod af informationer, overskueligt. Samtidig har deres støtte og sparring uden tvivl højnet kvaliteten af projektet, siger Thomas Troensegaard.
Områderedaktør Robert Andersen, der også tidligere har modtaget rådgivning fra Gravercentret, siger:
-Det var igen en fornøjelse at samarbejde med Gravercentret, der, som altid, er klar med kvalificerede ideer, skarp sparring og godt selskab.
Thomas Troensegaard har talt med en række kilder, og Sjællandske Nyheder har valgt at udfolde artikelserien med casebårne artikler.
Gravercentret har bistået med råd til de seks øverste af artiklerne på nedenstående liste, og Sjællandske Nyheders Næstved-redaktion arbejder fortsat videre med flere vinkler.
Artiklerne:
Camillas søn blev tæsket jævnligt på bosted – blev vækket med spark i hovedet
Tidligere ansat står frem: – Bag murene skete der ting, der aldrig må ske
Tanja løb skrigende bort efter to måneders arbejde: – Jeg frygtede for mit liv
Ansatte – fyret forstander lod unge tage stoffer og kaldte ansatte for rotter
Fyret forstander scorer nyt job: Nu er vi nødt til at reagere
Leder: Uhyggelige forhold bag kulissen – ministeren og kommunen må træde i karakter
Hærværk og chikane mod naboer til Døgndiamanten
Formand afviser uvildig undersøgelse efter stribe af afsløringer om bosted
Tilmeld dig Gravercentrets nyhedsbrev og modtag tips, inspiration og viden en gang månedligt.