Forside 5 Nyheder 5 Lovforslag om offentligt ansattes ytringsfrihed bør styrkes

Nyhed

Lovforslag om offentligt ansattes ytringsfrihed bør styrkes

Oluf Jørgensen er offentlighedsrådgiver ved Gravercentret og står bag høringssvaret om offentligt ansattes ytringsfrihed. Foto: Claus Søndberg.

Regeringen har varslet, at den i slutningen af februar vil fremsætte lovforslag om offentligt ansattes ytringsfrihed. Formålet er at lovfæste den praksis, som Folketingets Ombudsmand har udviklet siden 80’erne. Men der er grund til at overveje, om lovfæstelse af retspraksis i sig selv kan styrke ytringsfriheden.

Af Oluf Jørgensen og Bruno Ingemann,
14. januar 2025

Trods ombudsmanden år efter år har fastslået, at offentligt ansatte har ret til på egne vegne at kritisere forhold, holder mange sig tilbage på grund af frygt for fyring eller andre repressalier. Lovgivning giver mulighed for at indføre sanktioner for overtrædelse af reglerne ligesom whistleblowerloven, men denne lov handler primært om ulovligheder og sikrer ikke ytringsfrihed f.eks. om lovforslag, planer og organisering af arbejdet.

Det er værdifuldt for offentligheden og politikere, at ansatte med solidt kendskab til forholdene udtaler sig kritisk og konstruktivt i forbindelse med aktuelle forslag, planer og organisering. For at understrege at ytringsfriheden skal respekteres i praksis, anbefaler Gravercentret, at lovforslaget får tilføjet bestemmelser om godtgørelse, bevisbyrde og bødestraf på linje med whistleblowerloven.

Det fremgår af vores høringssvar, som  kan læses lige her.

Mange ansatte på skole-, social- og sundhedsområdet er ikke omfattet af lovforslaget

Folketingets Ombudsmand har kun kompetence vedrørende offentlig forvaltning, og denne begrænsning gælder også for retsprincipperne om offentligt ansattes ytringsfrihed, som ombudsmanden har udviklet.

Lovforslaget er tilsvarende begrænset til ansatte ved forvaltninger, der formelt set regnes for offentlige forvaltninger. Udover egentlige offentlige forvaltninger gælder det kun selvejende institutioner, foreninger og fonde mv., der er oprettet ved lov eller er undergivet intensiv offentlig regulering, tilsyn og kontrol.

I lovforslagets bemærkninger nævnes, at institutioner, foreninger og selskaber, der er organiseret på privatretligt grundlag, som udgangspunkt ikke er offentlige forvaltninger. Det gælder, uanset arbejdsopgaverne ganske kan sidestilles med opgaver, der sædvanligvis udøves af offentlige forvaltninger. Som eksempel bliver nævnt, at ansatte på privatejede sygehuse, der behandler patienter efter aftale med offentlige sundhedsmyndigheder, ikke er offentligt ansatte. Et andet eksempel gælder ansatte ved private døgninstitutioner, der indgår aftale med kommuner om behandling af alkoholmisbrugere.

Det giver ikke mening, at f.eks. en social- og sundhedsassistent kun har ret til at foreslå forbedringer af forhold, hvis ansættelsesstedet er en kommune, men ikke når det er et privat firma, der løser kommunens opgaver.

I 2020 gjorde Ytringsfrihedskommissionen opmærksomhed på den manglende ytringsfrihed for privatansatte, der udfører offentlige opgaver på skole-, social- og sundhedsområder. Denne problemstilling er det oplagt at løse i forbindelse med det aktuelle lovforslag.

Gravercentret anbefaler, at lovforslagets anvendelsesområde bliver udvidet til at omfatte ansatte, der arbejder med børn, ældre, handicappede og patienter ved privatretlige organisationer og virksomheder.

Andre privatansatte har også brug for ytringsfrihed

Ytringsfrihedskommissionen tilføjede, at der er grund til at overveje sikring af ytringsfrihed for privatansatte på andre områder, der har særlig stor samfundsmæssig betydning og nævner finansvirksomheder og techgiganter som eksempler.

Det er vigtigt, at ansatte med særligt kendskab til forholdene på disse samfundsvigtige områder bliver sikret ret til at bidrage til den offentlige debat, uanset oplysninger og forslag kan føre til mindre overskud hos finansvirksomheder og techgiganter. Det vil f.eks. være værdifuldt at få konstruktive indlæg om muligheder for effektive reguleringer, der kan styrke samfundsmæssige hensyn.

Gravercentret anbefaler på linje med Ytringsfrihedskommissionen, at der bliver taget initiativ til at styrke ytringsfriheden for privatansatte, der løser vigtige samfundsmæssige opgaver. Det vil være nyttigt, hvis det i forbindelse med Folketingets behandling af det aktuelle lovforslag bliver aftalt at nedsætte et udvalg bl.a. med deltagelse af arbejdsmarkedets parter.

Tilmeld dig Gravercentrets nyhedsbrev og modtag tips, inspiration og viden en gang månedligt. 

Læs også

Tilmeld dig Gravercentrets nyhedsbrev

Tilmeld dig Gravercentrets nyhedsbrev

Læs om vores arbejde og modtag inspiration. 

Vi udsender nyhedsbrevet højest en gang om måneden. Du kan til enhver tid afmelde nyhedsbrevet igen.

Du skal bekræfte, at du ønsker at modtage nyhedsbrevet via det link, vi sender på mail lige om lidt. Ellers kommer du ikke på vores mailliste.