DK Medier havde inviteret Gravercentret til at holde en seminardag om undersøgende journalistik med journalister og redaktører fra DKNyt og Kommunen.dk.
Dagens program var en vekslen mellem oplæg, fælles diskussioner, gruppearbejde og præsentation af nye ideer med tilhørende feedback.
Vores bedste råd: Struktur og ledelse
Gravercentrets erfaringer er, at det er afgørende med en god struktur, når et graverprojekt søsættes, særligt når et projekt strækker sig over længere tid og kræver megen dokumentation.
Det virker enormt banalt, og det er ofte noget, vi tager for givet. Men får man ikke lavet de nødvendige aftaler for arbejdsprocessen ved opstart, kan det hurtigt give en rodet og kaotisk proces. Især hvis flere arbejder sammen på projektet. Det kan f.eks. være at beslutte sig for at bruge en logbog undervejs. Det er et meget nyttigt værktøj, som er hjælpsomt både undervejs og senere i processen. Det giver et fint overblik over, hvem, der gør hvad, og hvornår blev det gjort. Det kan f.eks. være nyttigt, når det kommer til forelæggelse, at man hurtigt kan se, hvem, der har rakt ud og hvornår.
”Logbogen, dén vil jeg bruge fremover og være bedre til at delagtiggøre andre i mine ideer, og hvad jeg sidder med”, som en af journalisterne sagde.
Det er også en god måde at få redaktøren informeret undervejs. Redaktøren har mulighed for at komme til et statusmøde på projektet klædt på ved at have læst i loggen. Så kan man i stedet holde kortere møder og komme hurtigere frem til beslutninger eller det, der er vigtigt at få drøftet.
Gode samtaler
De fleste steder kan man altid gå til sin redaktør, hvis man har noget, man gerne vil vende. ”Min dør er altid åben,” vil mange nok sige. Og det er dejligt for journalisten, som ofte arbejder selvstændigt med sine ting, at vide, at de altid kan banke på. I Gravercentrets værktøjskasse til at arbejde med undersøgende projekter, foreslår vi altid en langt højere grad af formaliseret ledelse. Løbende planlagte møder i tre faser, start, midt og slut. Som en journalist gav udtryk for, så ville det faktisk være rart, at redaktør-sparringen var sat mere i system. Noget redaktøren med det samme responderede positivt på.
I det hele tage bar dagen præg af en god atmosfære og holdånd, og der blev drøftet mange vigtige ting om det at samarbejde.
– Hele redaktionen fik udbytte af temadagen med Gravercentret. Ikke kun via de mange praktiske råd, som udvidede værktøjskassen betragteligt, men også fordi dagen åbnede for vigtige diskussioner, som afgjort kan inspirere os i vores fremtidige arbejde, siger Morten Guldberg, der er redaktør på Kommunen.dk.
En af journalisterne udtrykte det sådan: ”Som ny var det rart, at vi kunne tale om både, hvad der skal til for redaktører og for journalister og at have den snak i samme rum”.
Tilmeld dig Gravercentrets nyhedsbrev og modtag tips, inspiration og viden en gang månedligt.




