Forside 5 Nyheder 5 Forfatter skubbede Zetland i retning af Cavlingprisen

Nyhed

Forfatter skubbede Zetland i retning af Cavlingprisen

Der var mange spørgsmål fra tilhørerne til Mathilde Walter Clark, Helle Fuusager og Kaare Sørensen. Foto: Jonathan Damslund.

Omkring 150 tilhørere mødte frem til vores arrangement med forfatteren Mathilde Walter Clark og Cavlingvinderne fra Zetland

Af Kaare Gotfredsen,
4. februar 2025

Der var i mere end en forstand topmøde mandag den 3. februar, da Gravercentret arrangerede fyraftensmødet Medierne og minkene. For det første var det den prisvindende forfatter Mathilde Walter Clark og de nyslåede vindere af Cavlingprisen, som fortalte om deres arbejde, for det andet fandt det sted på toppen af DMJXs bygning i Ørestaden.

Den skønlitterære forfatter Mathilde Walter Clark fortalte om arbejdet med bogen ”Det blinde øje – beretningen om det efterår, hvor minkene forsvandt ud af minksagen” der i 2023 både fik både Politikens og Weekendavisens litteraturpriser.

Og fra Zetlands undersøgende gruppe var det redaktør Kaare Sørensen og journalist Helle Fuusager, der fortalte om deres historier om minkerstatningerne, som de for nylig fik Cavlingprisen for.

Journalisterne fra Zetland indledte deres oplæg med at fortælle, at Mathilde Walter Clarks bog havde været med til at sætte dem i gang med at undersøge minkerstatningerne.

Sproget betyder noget

Det var Mathilde Walter Clark, der lagde for til dobbeltforedraget og hun gav udtryk for, at arrangementet var en kærkommen lejlighed til at understrege et par pointer overfor de fremmødte repræsentanter fra pressen. Noget, hun gerne havde villet længe.

Hun fremhævede især, hvor let – og ofte tankeløst – medierne adopterer lobbyisters, kommunikationsfolks og andre interessenters sprogbrug på bekostning af i værste fald sandheden.

Hvorfor blev minkene ikke omtalt som dyr, men som produkter som var de af sten eller plast? Hvorfor talte man om nedlukningen af et helt erhverv, når der kun var tale om et midlertidigt stop? Det var nogle af de spørgsmål hun stillede tilhørerne og man kunne se, at hendes sproglige iagttagelser gjorde indtryk.

-Minkindustrien burde have givet medierne en stor frugtkurv for deres dækning af denne sag, sagde Mathilde Walter Clark.

Journalistisk undren

De nyslåede Cavlingpris vindere havde taget en af statuetterne med til almindelig beundring og de fortalte, hvordan kernen i deres indsats med artikelserien ”Mink for milliarder” havde været den klassiske journalistiske undren.

Helt konkret begyndte deres dækning med en undren over en kortfattet pressemeddelelse fra Fødevareministeriet, hvori det blev oplyst, at minkerstatninger ville blive endnu højere end forventet.

De stillede sig selv spørgsmålene, hvorfor skal minkproducenterne have så store erstatninger som op mod 30 milliarder kroner og hvorfor bliver erstatningerne bare større og større?

Det var spørgsmål, som lå lige for, men som resten af medierne ikke interesserede sig synderligt for. Måske fordi der havde indfundet sig en vis minktræthed i pressen efter stormløbet mod regeringen for den manglende lovhjemmel til aflivningen af minkene.

I dette interessevakuum fik minkbranchen placeret sig selv på afgørende poster i de erstatningskommissioner, der skulle opgøre og uddele erstatningerne – og behandle klagerne over afgørelserne.

De høje og stigende erstatninger blev udsat for kritik på baggrund af Zetlands dækning, og 18 artikler senere blev pelsdyravlerne sat uden for erstatningskommissionernes døre.

Læs også

Tilmeld dig Gravercentrets nyhedsbrev

Tilmeld dig Gravercentrets nyhedsbrev

Læs om vores arbejde og modtag inspiration. 

Vi udsender nyhedsbrevet højest en gang om måneden. Du kan til enhver tid afmelde nyhedsbrevet igen.

Du skal bekræfte, at du ønsker at modtage nyhedsbrevet via det link, vi sender på mail lige om lidt. Ellers kommer du ikke på vores mailliste.