Grever og baroner lyder som noget fra en svunden tid, men de lever i bedste velgående i dagens Danmark.
Adelen mistede godt nok alle rettigheder og privilegier tilbage i 1849, da Grundloven fratog dem deres særstatus, men jorden har de i vid udstrækning stadig.
Den danske adel og deres efterkommere ejer som gruppe så meget jord, at de udgør den største private jordbesidder i Danmark med 986,9 millioner kvadratmeter jord til en offentlig vurdering på 18,5 milliarder kroner. Det samlede areal er endda større end de fleste danske kommuners.
Der er ingen virksomheder, der ejer mere jord end adelen og sammenlignet med alle offentlige myndigheder overgås adelen kun af Naturstyrelsen, der ejer og administrerer 2.246 km2 arealer på vegne af den danske stat.
Det viser en analyse foretaget af Gravercentret på baggrund af ejendomsdata fra 10 forskellige offentlige registre.
Resultaterne af undersøgelsen offentliggøres som en udvidelse til vores researchpakke ”Hvem ejer Danmark?”.
20 procent af Faxe
Med udgangspunkt i Dansk Adels Årbog fra 2014 har vi identificeret 8.950 medlemmer af den danske adel – og de 1.200 viste sig at være ejendomsbesiddere.
I flere af landets kommuner ejer adelen store andele af hele kommunens samlede areal. Det gør sig blandt andet gældende i Faxe Kommune, hvor 20,6 procent af kommunens areal ejes af adelen, Nyborg, hvor adelen ejer 16,5 procent af arealet og Køge, hvor der er tale om et ejerskab på 14,8 procent af arealet.
På landsplan ejes 2,3 procent af jorden Danmark fortsat af adelen som gruppe.
Det er dog ikke alle 1.200 adelige ejendomsejere, der har lige meget jord. Faktisk sidder de 100 største jordbesiddere på stort set det hele med et samlet areal på 953,6 millioner kvadratmeter jord.
Gratis adgang
På vores ejendomssite ”Hvem ejer Danmark?” vil det muligt at få konkrete oplysninger om alle adelens ejendomme i hver kommune og på landsplan – både i listeform og som kortvisning. Og det vil være muligt at få oplyst, hvor mange procent af hver kommune, der ejes af adelen.
Det vil være muligt at granske den enkelte adeliges ejendomme, men også de forskellige slægters besiddelser. For hver slægt vil der desuden være korte beskrivelser.
Endelig vil der være ranglister over alle de adelige ejendomsejere, hvor det vil blive kortlagt hvilke adelige, der ejer mest.
Adgang til Hvem ejer Danmark? forudsætter, at dit medie har indgået en dataaftale med Gravercentret.




