Nominerede projekter 2026
Her kan du se de projekter, som juryen har nomineret til Spadestiksprisen 2026. Klik på det enkelte projekt for at se mere.
De anbragte børn
Indras Imperium
Ved hjælp af stringent kilde- og gravearbejde udfolder de to journalister den på mange måder groteske historie om, hvordan manden, der stod i spidsen for en landskendt virksomhed, der tjente millioner af offentlige kroner ved at udføre tolkeopgaver for flere af landets kommuner, med tankevækkende lethed har svindlet sig igennem systemet i et land, som journalisterne også afdækker, han ikke har ret til at bo i.
Journalisterne valgte at handle på et anonymt tip, og så gik arbejdet ellers i gang med at krydstjekke, dokumentere og få endnu flere, ofte modvillige, kilder på, indtil historien var tryktestet i bund og klar til at sende ud i virkeligheden.
De to journalister viser med Indras Imperium, hvordan lokal- og regionaljournalistikken kan og skal være i stand til at trække tæppet væk under svindlerne, også når de svindlere skal findes blandt byens spidser. Det er vedholdende, det er grundigt, det er gennemtænkt – og så er det vigtigt.
LVS-sagen
En vedholdende og veldokumenteret afdækning af Landsforeningen af Væresteder. Med et usædvanligt stærkt og etisk bevidst kildearbejde dokumenterer journalist Kathrine Jensen, hvordan en forening for socialt udsatte hyldede en voldtægtsdømt mand, svigtede hans offer og var præget af et arbejdsmiljø med frygt, kontrol og manglende fortrolighed. Sårbare kilders beretninger efterprøves grundigt gennem domme, korrespondance, historiske opslag og myndighedsdokumenter. Betydningen af Kathrines journalistik er ikke til at tage fejl af: Arbejdstilsynet greb ind, arbejdsmiljøet blev undersøgt, og to centrale ledere, som så igennem fingre med et forfærdeligt overgreb, forlod organisationen. Det er modig, ansvarlig og konsekvensrig lokaljournalistik, som giver udsatte mennesker en stemme og holder en offentligt støttet organisation ansvarlig.
