Jury-leder: Jeg glæder mig så meget til at blive inspireret

Henriette Maj Pedersen og Jesper Christiansen fra TV2 Nord vandt prisen i 2024 og har selv afgjort, hvem af dem der skulle være juryleder i år.

Regerende spade-vinder Jesper Christiansen ser frem til at dykke ned i de indstillede projekter. Læs, hvad han vil holde øje med.

Af Karina Oddershede Dahlgaard,
1. juli 2026

100.000 kr.  

Så mange penge modtager journalist(er) og medie for det projekt, der vinder Spadestiksprisen. Prisen er Danmarks største pris for graverjournalistik og er sponseret af regional- og lokalmedier.

I spidsen for den eksterne jury i år står Jesper Christiansen, der er redaktør og journalist på TV2 Nords redaktion i Frederikshavn.

“Det er en meget stor ære at få lov til at stå i spidsen for spadestiksjuryen,” siger Jesper Christiansen begejstret.  

Skal du med?

Indstil projekter før 31. august. Læs hvordan her.

Meld dig til Spadestikskonferencen her.

I 2024 vandt han prisen sammen med Henriette Maj Pedersen for deres afdækning af skandalen om Frederikshavn HavnDer er tradition for, at den seneste spade-vinder bliver juryleder.

Glæder sig 

Når indstillingsvinduet lukker den 31. august, begynder juryens arbejde. Juryen gennemgår alle indstillinger og finder frem til de fem stærkeste projekter, som den nominerer til Spadestiksprisen 2026.  

“Jeg er spændt på at læse de gode projekter, der bliver indstillet. Jeg glæder mig så meget til at blive inspireret af, hvordan de har grebet tingene an rundt omkring – også hos dem, der ikke ender med at blive nomineret,” siger Jesper Christiansen, som også ser rigtig meget frem til at diskutere kvalitetsjournalistik med resten af juryen.  

I år består juryen udover Jesper Christiansen fra TV2 Nord af Danni Paulsen, journalist på Din Avis Aarhus, Tanja Nyrup Madsen journalist med egen virksomhed, FriFugl, Mette Lyhne, nyhedsredaktør på TV2 Øst, Mette Cramon, ansv. Chefredaktør for JydskeVestkysten og Christian Jensen, ansv. chefredaktør for Politiken

Noget med mennesker 

Hvis Jesper Christiansen på forhånd skal svare på, hvad han vil holde særligt øje med blandt de indstillede projekter, lyder svaret, at han godt kan lide journalistik, hvor man har undersøgt og afsløret noget, der gør en forskel for mennesker.  

Det handler også meget om, hvordan man performer på dagen, og hvordan man fremlægger sit projekt.

“Jeg vil lægge mærke til sager, jeg bliver overrasket over, og hvor jeg bliver klogere af metoden,” siger Jesper Christiansen.  

Han fortæller, at han da han selv var med i finalefeltet sidste gang, blev han meget inspireret af en af de andre finaledeltagere – Stine Hygum fra JydskeVestkysten. Hun fortalte, hvordan hun fra en lille redaktion og uden erfaring i at grave, havde nærlæst bilag og fundet adskillige fejl og lavet en meget lang artikelserie om det, hjulpet på vej af en struktureret tilgang til at forfølge alle typer spor. 

Præsentationen betyder meget 

I første omgang skal det publicerede indhold og den motiverede indstilling overbevise juryen om, at projektet er værd at nominere.  

Men her stopper arbejdet med at imponere ikke.  

De fem nominerede projekter skal nemlig præsenteres af journalisterne bag for alle Spadestikskonferencens deltagere, inkl. juryen, til konferencen.  

“Nogle bliver man lidt skuffet over, når man hører dem, og andre bliver man positivt overrasket over,” siger Jesper Christiansen, som har deltaget i Spadestikskonferencen flere gange før og derfor taler af erfaring.  

“Det handler også meget om, hvordan man performer på dagen, og hvordan man fremlægger sit projekt. Det er ikke nødvendigvis den historie, man på forhånd syntes lød bedst, som også gør det største indtryk, når man hører journalisten fortælle om den. Jeg ser frem til at høre om den modstand, de har mødt, og særligt hvordan de har grebet arbejdet an.”  

Årets juryleder ser også frem til at kunne stille spørgsmål efter præsentationen og høre svarene på salens spørgsmål.  

“Jeg vil udfordre de nominerede på deres metode og deres valg. Det er en vigtig del af bedømmelsen, og det er vigtigt, at man kan svare på det, man bliver spurgt om.” 

Vinderen udråbes på konferencens første dag om aftenen i forbindelse med festmiddagen. 

Få besked om nye researchpakker og andre nyheder ved at tilmelde dig  Gravercentrets nyhedsbrev eller følge Gravercentret på LinkedIn. 

Vil du være medlem af et digital graver-netværk for lokale og regionale journalister og redaktører? Anmod her