Forside 5 Om Gravercentret

Baggrunden for Gravercentret

Gravercentret blev oprettet i 2023 på initiativ af Roger Buch, Nils Mulvad, Steen K. Rasmussen og Bruno Ingemann.

Centret er med i Folketingets medieaftale fra 2023 og finansieret i perioden 2023-2026 med en årlig bevilling på 5,3 mio. kr.

Behovet

Medierne har historisk haft en central opgave i at afdække og afsløre magtmisbrug, korruption, grove fejl, omsorgssvigt og overgreb i lokale offentlige institutioner og private virksomheder og organisationer.

Det er blevet sværere og sværere for lokale/regionale medierne at løfte den samfundsmæssige og demokratiske rolle i lokalsamfund.

Svækkelsen af mediernes kritiske indsats skyldes en kombination af på den ene side borgernes nye medievaner, medialisering og kommunikativ oprustning i samfundet og på den anden side økonomisk og journalistisk svækkelse af lokale/regionale medier.

Hjælpen

Gravercentrets kernefunktion er at støtte lokale medier, journalister og andre, som har brug for hjælp til undersøgende projekter. Der laves aftaler om samarbejde, hvis projektideer har væsentlig betydning og realistisk kan gennemføres. Gravercentret udfører ikke selve undersøgelserne, men hjælper og rådgiver redaktører, journalister og andre som graver kritisk i lokale forhold.

Det redaktionelle ansvar er placeret lokalt. På den måde sikres, at læring og nye kompetencer forankres lokalt, og der skabes grobund for, at de lokale medier, redaktører og journalister fortsætter med mere undersøgende lokaljournalistik efter afslutningen af projektet.

Tilhørsforhold

Da Gravercentret, Danmarks Center for Undersøgende Journalistik, fik bevilliget penge og åbnede i august 2023 var det som en del af Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Men af lovtekniske grunde viste det sig, at Gravercentret ikke organisatorisk kunne ligge under Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, da centret ikke kunne rummes uden den lovgivning, der gælder for DMJX. Derfor blev Gravercentret i begyndelsen af december 2023 omdannet til en forening, så Gravercentret kan gennemføre alle de aktiviteter, som blev besluttet, da centret blev bevilget støtte af Folketingets partier med medieaftalen.

I dag er Gravercentret derfor en selvstændig forening, som ikke hører under DMJX. Dog bor centret fortsat til leje på DMJX, og DMJX skal ifølge foreningsvedtægterne udpege en person til Gravercentrets bestyrelse.

Kontakt os

Gravercentrets medarbejdere.
Foto: Soffi Chanchira Larsen.

Er du interesseret i vores hjælp, så skriv eller ring og tal nærmere om det.

Chefen og centrets fem redaktørers kontaktinformationer finder du her.

Tilmeld dig Gravercentrets nyhedsbrev

Tilmeld dig Gravercentrets nyhedsbrev

Læs om vores arbejde og modtag inspiration. 

Vi udsender nyhedsbrevet højest en gang om måneden. Du kan til enhver tid afmelde nyhedsbrevet igen.

Du skal bekræfte, at du ønsker at modtage nyhedsbrevet via det link, vi sender på mail lige om lidt. Ellers kommer du ikke på vores mailliste.