Omkring 160 deltagere var mandag den 26. februar stimlet sammen til gratis AI-minikonference, der blev afholdt af Gravercentret i samarbejde med DMJX.
Her kunne de fremmødte blandt andet høre om, hvordan det norske medie iTromsø bruger AI til at lave undersøgende journalistik.
”AI er en revolution. Før måtte du have en doktorgrad og være i stand til at programmere for at bruge machine learning, men hvis du kan skrive en sætning i dag, så har du adgang til at bruge sprogmodellerne,” forklarede Rune Ytreberg, der er dataredaktør hos iTromsø.
Hos lokalmediet, der dækker omkring 80.000 mennesker i byen Tromsø, er AI brugt at afdække problemer med ulovligt fiskeri og børnefattigdom.
Deltagerne blev også indført i, hvordan Aida Kokanovic, digital projektleder i DR, bruger kunstig intelligens journalistisk.
”Jeg brugte AI til at lave en tidslinje over Nordic Waste-sagen via 1.000-vis af digitale-pdf-sider, ligesom jeg brugte AI til at lave resumer af dokumenterne til os,” sagde Aida Kokanovic.
Oplægsholderne opfordrede alle til at prøve kræfter med den nye teknologi.
”AI-værktøjerne er tilgængelige, billige og forholdsvis nemme at bruge i dag. Det er værktøj, der kan bruges af store redaktioner og mediehuse, men også i høj grad også af mindre, lokale redaktioner,” mente Peder Hammerskov, adjunkt på DMJX.
Hvis du er nysgerrig på mulighederne med AI og har brug for inspiration og tips, kan du nu streame alle de tre oplæg gratis lige her.
Tilmeld dig Gravercentrets nyhedsbrev og modtag tips, inspiration og viden en gang månedligt.