Spadestiks-juryen har de seneste tre uger læst, lyttet og set på de 40 indstillede projekter til Spadestiksprisen. I går mødtes de for første gang. Det foregik som sædvanligt på Fyens Stiftstidende i Odense, nogenlunde midtvejs for jyderne og sjællænderne, der udgør den seks personers store jury.
Man skal ikke være graverjournalist for at opdage, at der kun er fire på Birgitte Heibergs foto. Det er fra venstre Mette Lyhne, Jesper Christiansen, Christian Jensen og Danni Paulsen. Tanja Nyrup Madsen og Mette Cramon kunne ikke være med, men de deltager i juryarbejdet, som fortsætter med onlinemøder.
Efter de første dybe spadestik i materialet har juryen aftalt at nærlæse flere af projekterne endnu engang frem mod næste møde. Hvis alt går som planlagt, kan juryformand Jesper Christiansen i ugen op til efterårsferien ringe rundt til en håndfuld journalister og overbringe dem det glade budskab: Du er nomineret til Spadestiksprisen.
De fem nominerede offentliggøres kort efter her på sitet.

