Forside 5 Databaser 5 Database med alle kommunalpolitikeres ben

Database

Database med alle kommunalpolitikeres ben

Landets kommunalpolitikere varetager samlet 1.219 ekstra lønnede hverv til en værdi af 56 mio. kroner – langt de fleste poster går til mænd. Find alle oplysninger om de såkaldte ben i dette opslagsværk.

27. januar 2025

Før i tiden blev de i folkemunde omtalt som ”de kommunale ben” – byrådsmedlemmernes til tider lukrative poster, som de passer ud over selve byrådsarbejdet. I dag omtales de blot som hverv.
Det drejer sig for eksempel om bestyrelsesposter i kommunale forsyningsselskaber, havne og trafikselskaber. Det er lønnede hverv, der kan give den enkelte politiker en klækkelig biindtægt og en øget indflydelse og derfor ofte spiller en rolle som forhandlingsbrikker under konstitueringen efter et valg.

Gravercentret har indsamlet oplysninger om alle de ekstra lønnede hverv som landets 2.436 kommunalpolitikere varetager for deres kommune.
På vores datasite ”Kommunalpolitikernes hverv og vederlag” kan man dykke ned i, hvem der varetager hvilke hverv, og se hvor meget, de bliver betalt for det.

Mændene sikrer sig de lukrative hverv

Ved kommunalvalget i 2021 blev der valgt færre kvinder end mænd til landets kommunalbestyrelser – 35,9 procent af de valgte var kvinder, mens 64,1 procent var mænd. Men kønsfordelingen er endnu skævere, hvis man ser på de lønnede hverv.
Der er i alt 1.219 hverv og 78,4 procent (956 stk.) endte med at gå til mænd, mens kvinderne fik 21,6 procent (263 stk.) af de lønnede hverv. Det er under en fjerdedel.
Forskellen er tydeligst, hvis man ser på den samlede sum som henholdsvis alle mænd og alle kvinder modtager for deres lønnede hverv. Her går 45.1 millioner (80,6 %) til mænd og 10,9 mio. (19,4 %) til kvinder.

De store partier sætter sig på hvervene

Ser man på fordelingen blandt partierne, er de tre store klassiske partier i den kommunale verden – Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti – der har sikret sig mest indflydelse gennem lønnede hverv.

Ud af de 789 kommunalpolitikere, der har et eller flere lønnede hverv tilhører 269 (34,1 %) af dem Socialdemokratiet, 214 (27,1 %) er Venstre-folk, mens 110 (13,9 %) er konservative.
Socialdemokratiet har sikret sig mere end hvert tredje hverv med 443 stk. (36,3 %), Venstre har fået 337 hverv (27,6 %) og Det Konservative Folkeparti varetager 174 (14,3 %) af alle hvervene.
Også beløbsmæssigt står de tre partier stærkt. Socialdemokrater tegner sig for 38,3 procent af de samlede honorarer på 56 millioner, Venstre har 27 procent og De konservative står for 16,9 procent.

Tilmeld dig Gravercentrets nyhedsbrev

Tilmeld dig Gravercentrets nyhedsbrev

Læs om vores arbejde og modtag inspiration. 

Vi udsender nyhedsbrevet højest en gang om måneden. Du kan til enhver tid afmelde nyhedsbrevet igen.

Du skal bekræfte, at du ønsker at modtage nyhedsbrevet via det link, vi sender på mail lige om lidt. Ellers kommer du ikke på vores mailliste.