I konkursdatabasen kan medier søge sig frem til oplysninger om konkurser og tvangsopløsninger i lokalområdet og se, hvilke personer, der er involveret i flest lukkede selskaber.
Gravercentrets database gør dig også i stand til at identificere konkursnetværk, hvor du nemt kan se og samle trådene mellem de største konkursryttere i landet.
Informationerne er tilgængelige for hver kommune, hvor du kan zoome helt ind på dit eget dækningsområde.
Mere åbenhed
Retten kan sende en person i konkurskarantæne i tilfælde af gentagne tilfælde af groft uforsvarlig forretningsførelse.
I Danmark har vi et såkaldt konkurskarantæneregister, men der er ikke offentlig adgang til det, mens tilsvarende registre i Sverige og Norge er åbne.
Vores konkursdatabase er ikke en liste over personer i konkurskarantæne, men ved at samle alle konkurser et sted, giver vi medierne bedre muligheder for at finde personer og netværk med flest konkurser bag sig.
Opdateret
Vi samler oplysninger om alle konkurser og tvangsopløsninger for de seneste ti år og sørger for, at databasen hele tiden er opdateret med de nyeste registreringer.
Data hentes i Erhvervsstyrelsens offentligt tilgængelig centrale virksomhedsregister, CVR, og bearbejdes af KM24 og af Gravercentret.
Søg om adgang
Denne database fra Gravercentret må kun benyttes af medier, der er omfattet af medieansvarsloven.
For at få adgang skal medierne skrive til data@gravercentret.dk med anmodning om adgang.
Gravercentret sender derefter en aftale, som medierne skal udfylde og returnere for at få login tilsendt.
Kreditering
Hvis du anvender materiale fra konkursdatabasen, skal du i dit produkt nævne Gravercentret, Danmarks Center for Undersøgende Journalistik.
Vi er ret nysgerrige efter, hvad I bruger databasen til – og vi tager meget gerne imod links til det, I udkommer med.